Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børn der slår, river, skubber eller bider

Børn der slår, river, skubber eller bider

  • At slå, rive, skubbe eller bide kan være en naturlig del af et barns udvikling.

  • Det er en uacceptabel adfærdsform som barnet skal hjælpes til at aflære.

  • Ved hjælp af forskellige værktøjer kan vi voksne hjælpe barnet hen imod en acceptabel adfærdsform.

Når børn river, bider, skubber eller slår, kan det være svært for voksne at forstå hvorfor, da voksne ser det som en voldsom måde at udtrykke sig på.

Om en 1-3-årig enten slår, river, skubber eller bider er principielt underordnet; det er naturlige, men uacceptable adfærdsformer, som skal aflæres. Det er en læringsproces for barnet at forstå, hvad man ikke må, og den læringsproces kan være lige så svær og tage lige så lang tid som læringsprocessen for hvad man må.

Det er vigtigt at denne læringsproces med at forstå, hvad der er acceptabelt og hvad der ikke er, ses som en del af barnets relations dannelse og at et barn, der for en tid slår eller bider, mødes med omsorg i anerkendende relationer med de voksne i institutionen.

Børn på 1-3 år kan endnu ikke udtrykke alle sine følelser og gøre sig fuldt forståeligt ved hjælp af sproget. En 0-3-årig er fysisk i sin udtryksform og en del børn bliver langt hen mod 2-3 års alderen ved med at opleve verdenen ved at putte ting i munden, smage på dem og erfare gennem munden.  Der er mange ting, barnet ikke kan finde ud af eller forstår, og dette kan være forbundet med stor frustration for barnet, som derfor kan reagere ved at slå, bide, rive eller skubbe.

Der kan være forskellige grunde til at et barn slår, bider, river eller skubber. Det kan fx ske grundet/som følge af:  

  • forandringer i hjemmet /institutionen,

  • at der kommer nye børn i institutionen,

  • ren glæde i leg (kærlighedsbid),

  • glæde over at se sin gode ven (kærlighedsbid),

  • at barnet føler sig presset i en konflikt om legetøj,

  • at barnet forsøger at skabe kontakt,

  • at barnet reagerer på afvisning fra andre børn,

  • at barnet er irriteret over at blive forstyrret i et gøremål,

  • et led i barnets udvikling, hvor det afprøver grænser i magtkampen med de andre børn,

  • være en reaktion på et nej fra en voksen.

Men det er ikke altid synligt for voksne, hvorfor barnet reagerer på denne måde. Vi kan ikke altid finde en årsag, men vi kan prøve at finde et mønster i adfærden og herigennem forsøge os frem med handlemuligheder. 

Når et barn, river, slår, bider eller skubber som et mønster i dets adfærd, er det en ond cirkel som skal brydes, da det kan skade barnets sociale relationer. Barnet kan risikere at blive udelukket fra gruppen af de andre børn, som ikke vil lege med det, eller få en rolle i børnegruppen som den farlige. I institutionen kan forældres opfattelse af barnet, som en man skal undgå, være med til at understøtte denne negative udvikling.

Overfor det barn der slår, river, skubber, bider kan man handle på forskellige måder alt efter situationen. Nogle gange er motivet, der førte til handlingen åbenlys andre gange er det for et voksent øje og en voksens logik ikke så let at få øje på.

Først i slutningen af vuggestuealderen begynder børn at kæde egne handlinger sammen med effekten af handlingerne. Indtil da forstår de ikke, hvorfor et andet barn græder, når det bliver slået eller bidt. 

Man kan understøtte udviklingen hen imod at føle empati og indlevelse for andre ved, at børnene oplever, hvordan man trøster og hjælper, så de kan se, hvordan man gør og man kan samtidigt snakke om, hvad der sker, fx: 

  • ”Se når hun får sutten, så bliver hun glad”, 

  • ”Han græder fordi han slog sig”. 

Alt efter alder kan man vise resultatet af biddet, og fortælle at det gør ondt, når man gør det, eller snakke med dem om, at det gør ondt at blive skubbet eller revet.

Et barn, der bider, slår eller andet, har behov for opmærksomhed og omsorg i en periode, og ekstra voksenkontakt kan medføre, at barnet stopper med at slå, rive, bide. Andre gange skal der udarbejdes en mere fokuseret indsats.

Nedenstående handlinger skal ikke forstås som en fast køreplan, men skal ses som et katalog over de forskellige måder, man kan agere på, når man arbejder med slå, rive, bide, skubbe fænomenet:

  • Viser ved mimik og kropssprog at barnets adfærd ikke er acceptabel, men uden at skælde ud.

  • Er det et stort vuggestuebarn, kan man snakke med dem om, hvad der skete, og at det er forkert at bide, og hvad de kan gøre i stedet, for at opnå det, de gerne ville.

  • Kan flytte barnet væk fra situationen/legen, så barnet kan få en pause.

  • Guide barnet til andre handlingsmuligheder, fx at sige stop i konfliktsituationer. 

  • Hjælpe børnene i konfliktsituationer med andre løsninger, for eksempel vise dem, at der er flere biler i kassen. Opfordrer dem til at bruge deres sprog.

  • Fortæl barnet hvad det kan gøre og må gøre i stedet for den uønskede adfærd.

  • Sætter ord på handlingsforløbet for børnene.

  • Giver positiv opmærksomhed, roser børnene, når de udviser hensigtsmæssig adfærd. Og nedtoner opmærksomheden på den uønskede adfærd.

  • Arbejde med følelser fra tidlig alder – start med at sætte ord på barnets følelser (glad, ked af det, vred, bange). Byg videre og udvikle samtalerne, til andre børns følelser og hvordan man aflæser dem (Fri for mobberi).